I et voldeligt parforhold er magtbalancen skæv. Den voldelige partner har brug for at styre og kontrollere sin partner, og her kan økonomien bruges som spændetrøje
Det er svært at pakke sit gode tøj og gå, hvis der ikke er en krone på kontoen og alle kreditkort blinker faretruende rødt. Derfor er økonomien en effektiv metode til at få magt over sin partner. Det fortæller forfatter og coach Henriette Eiby Christensen, som har skrevet flere bøger om psykisk vold. Det er hendes erfaring, at mange voldelige partnere også bruger økonomisk magt til at fastholde deres partner i en spændetrøje:
”Det er svært at vriste sig fri af et voldeligt parforhold, og det er for alvor op ad bakke, når du ikke har en krone på lommen. For mange voldsudsatte kvinder er det stort set umuligt at komme videre i livet, for uden penge kan du ikke investere i en ny bolig, betale flyttevognen eller betale de girokort, der vælter ind ad brevsprækken og i din e-boks.”